Flugten

TRAKEHNERHESTENS HISTORIE
Flugten
En af de mest erfarne stutteriledere vi har haft herhjemme, hed noget så fremmedartet som Alice
Coroneos Texel, og dog er hun dansk. Født i Schweiz med græsk far og dansk mor. Sin opvækst havde
Alice Texel hos sin mormor på Birkelse gods i Vendsyssel, efter at moderen var død, da datteren var fire
år.
På Birkelse fik Alice Texel sin første hest som fire-årig og sin første store hest i konfirmationsgave. Hele
hendes liv var siden heste. Hun fortalte vidt og bredt om sine erindringer om et liv med heste. Egentlig
ville Alice Texel have været dyrelæge. Blev også student, men det var den første pige i Skeel-familien, der
opnåede en så lang en skolegang, og med den hvide hue måtte det være tilstrækkeligt. Man skulle ikke
som pige være alt for studeret.
I stedet for at fortsætte studierne tog Alice Texel til Tyskland til en onkel og rejste i tre måneder rundt til
alle de store hesteområder, bl.a. Hauptgestüt Trakehnen i Østprøjsen. I nogle år var hun stutterielev –
mod at yde en stor arbejdsindsats og betale for opholdet oven i købet – på østprøjsiske privatstutterier.
I 1941 blev Alice Texel opfordret til at søge optagelse på et af de Østprøjsiske remonteredepoter, hvor de
unge heste fra stutterierne blev redet til. Der skulle aflægges en prøve: Ridning af en 1- og en 2-års
remonte, samt en officereshest. Hun blev antaget og var der indtil den 20 januar 1945, da russerne kom.
Der var 600 heste af gangen på remontedepotet, en eskadron med 200 fukse, en med 200 brune og en
eskadron blandede. Hver dag red remonterytterne 10 heste samt en stamhest. Man fik rørt sig, fortalte
Alice Texel. Ganske vist blev hver hest kun redet i 45 minutter, men det var effektiv ridning. De unge heste
kom direkte fra stutterierne som 4-5 år gamle og var på depotet i 2 år. Der blev taget meget blidt på dem,
og ridningen gik langsomt fremad. Der var ikke tale om ekspres-tilridning, og det var da også typisk,
fortalte Alice Texel, at af de 6000 heste, der var på depotet i de år, jeg var der, mistede vi kun 1, og det
var fordi den blev sindssyg og livsfarlig. Vel havde vi heste, der blev halte, men ingen fik kroniske skader.
Det skyldtes efter fru Texels mening, dels den fornuftige måde, hestene kom i arbejde på, dels at det var
stærke og hårde østprøjsiske heste, man arbejdede med.
Den mest fantastiske beretning i nyere hippologisk historie handler netop om, hvilke frygtelige strabadser
Østprøjserne og Trakheneren kunne udholde. Alice Texel oplevede katastrofen – som deltager. Hvad
hestefolk herhjemme læste om og beundrede på afstand, oplevede hun som deltager. “Flugten fra
Østprøjsen” var en øjenvidne skildring for hende.
“Det skete den 20. Januar i 1945 for os. Vi havde på depotet i november måned fået et hold nye heste, og
de var kun lige netop redet og kørt til. De var kun vant til at gå med tom vogn og slet ikke hærdede.
Flugten fra Østprøjsen kom som jordens største overraskelse for os. Vi havde levet i en beskyttet verden,
havde fået dobbelt madrationer på grund af det hårde legemlige arbejde, og vildt og fjerkræ var uden for
rationeringen og fandtes i overflod på kavalleriskolens område. Selv om krigen var lige omkring os,
mærkede vi den egentlig ikke.
Pludselig en dag kunne vi høre artilleri i det fjerne, som ikke lød som det artilleri, vi var vant til at høre fra
et nærtliggende øvelsesområde. Vi ringede til staben i Breslau, men fik ikke forbindelse, hvorefter der
blev sendt en kurer af sted, og han opdagede, at generalkommandoen i Breslau var flygtet over hals og
hoved tre døgn tidligere uden at give nordafsnittet besked.

Jeg kom ud fra middags-pause og skulle til at begynde eftermiddagens tjeneste. Stalden lå øde hen, da jeg
mødte vores ritmester med tårene trillende ned af kinderne. “Har du ikke hørt det? ” spurgte han. “Vi skal
afsted i aften kl. 19”. Vi måtte hver tage en lille kuffert med de mest personlige ejendele med, og derefter
skulle hestene gøres i stand og hele skolen pakkes ned.
Hen under aften blev det en forrygende snestorm, og temperaturen faldt til minus 42 grader. Hestene
havde ingen sko på, hvilket måske var held i uheld, men det var i hvert fald så glat, at vi ikke kunne ride.
Jeg havde fem heste med mig og var heldig at komme som den første i vores kolonne lige efter vognene.
Derfor kunne jeg spænde en stigerem i vognen og på den måde lade mig trække frem.
Vi gik 125 kilometer den nat med kun en halv times foderpause. 42 graders kulde, afsindig snestorm,
stadige artilleriangreb. Vi havde ingen mulighed for at standse op for at forrette et nødvendigt ærinde, og
vores tøj var til sidst et ispanser, der gnavede og sled huden i stykker.
Pludselig faldt alle fem heste, fuldstændig udmattede, og jeg kunne ikke få dem op igen. Jeg var helt
ødelagt af træthed og fortvivlelse. Først kørte hele anden eskadron uden om mig uden at hjælpe.
Russerne stod kun 6 km fra os, da vi rykkede ud, så jeg troede, det hele var ude med mig. Men en af
delingsførerne havde opdaget, at jeg ikke var med. Han kom tilbage, stak mig et par på kassen og hestene
gave han et rap bagi. Vi kom med videre frem. Hele skolen kom afsted på denne måde. Undervejs fik vi
skoet et par heste ved hvert holdt.
Værst var det for trækhestene. De havde hele skolens udrustning og foder til både heste og folk på
vognene. Vi måtte ustandselig gøre holdt på grund af tværgående militær trafik. Når vi skulle sætte i gang
igen, skreg disse trækheste, så jeg stadig kan høre det for mig. Seletøjet gnavede sig ind i bringen på dem.
Vi kunne intet stille op for at hjælpe, men der var ikke en eneste, der ikke trak.
Efter den første nats strabadser over 125 km tog jeg temperaturen på mine heste. De havde alle over 40
grader af ren og skær udmattelse.
Hvad jeg blev mere imponeret og egentlig også dybt chokeret over, var den fantastiske tillid disse heste
havde til mig. Der var både luftangreb og artilleri-ild undervejs, men hvis jeg bare stod og snakkede med
dem, så stod de helt stille. De dirrede af angst og spænding, men der var overhovedet ikke tilløb til panik,
selv når der faldt granater i nærheden, og de kunne lugte blod. Jeg mener stadig, jeg skylder hestene, at
jeg bevarede hovedet koldt og kom levende igennem det foretagende.
Vi gik vel ca. 800 km på den måde med 60-70 pr dagsmarch eller rettere natmarch, for der var hele tiden
luftangreb og hele tiden dette sindssvage kolde vejr.
Jeg måtte rive mit undertøj i stykker og vikle det rundt om biddet, for at det ikke skulle fryse fast i
munden på hestene.
I Grosenheim i Sachen gjorde vi holdt. Vi var efterhånden ikke mange mand tilbage, men hestene var
kommet fuldtalligt igennem. Om natten bombarderede Amerikanerne Dresden, der kun lå 12 km borte.
Jeg var dødsens angst og kunne slet ikke se nogen ende på det, hvis de pludselig hamrede bomber ned
over hestene. Russerne kom stadig nærmere. Den nat vi måtte rømme og flygte videre, smed de
faldskærmssoldater ud over området. Jeg havde hele tiden 1812-ouverturen i hovedet. Stemningen var,
som den måtte have været den gang.
Det er frygteligt at flygte om natten. Ens øjne bliver næsten ødelagt af at prøve på at se. Vi gik ned mod
Magdeburg med de 600 heste, hvor vi skiltes i mindre flokke. Jeg blev med 10 heste indlogeret hos en
bonde og var med i forårsarbejdet indtil den 6. Maj, hvor de Amerikanske tropper kom og besatte
området. Vi blev kaldt til afhøring, men fik lov at gå igen.
To dage senere vågnede jeg ved et mægtigt spektakel. Det var russerne, der kom med deres hestetrukne
artilleri. Det så ud som en film, fuld galop med otte heste foran hver kanonlavet. De besatte det område,
amerikanerne allerede havde taget, og de rykkede omgående 50 km mod vest. Det lykkedes mig den
følgende dag at slippe igennem til Amerikanerne. Hestene så jeg aldrig mere.
Mange af de heste Alice Texel “aldrig så mere ” led en krank skæbne. De fleste blev simpelthen spist.
Nogle få overlevende udgør ikke desto mindre nogle af de vigtigste grundstammer i de Trakehner-linjer, vi
har i dag.

Alice Texel er desværre ikke mere blandt os, men hendes indsats for Trakehneren glemmes ikke. Denne
beretning stammer fra “Fru Hansens hjemmeside”
Alice Texel, der var stutterimester på Kroghenberg i Kvistgaard, oplevede afslutningen på de stolte
hestetraditioner i Østprøjsen.
Flugten og de ufattelige strabadser, disse heste stod igennem, fik os til at betragte Trakehneren som en af
verdens beste hesteracer, ufattelig stærk, klog og ikke til at slå i stykker, hvilket beskrives tydeligt i denne
artikel.