Historie

Trakehnerens historie
Trakehnerracens historie er bemærkelsesværdig heste- og kulturhistorie.
Racen er den ældste rideheste-race, der bevidst er avlet som en ædel ridehest med henblik på størst
mulig ridelighed og præstationsformåen. Samtidig har få hesteracer en så dramatisk historie som
trakehneren.
Det populære navn “Trakehneren” stammer fra hovedstutteriet Trakehnen, som blev grundlagt allerede i
1732 i den østlige del af Østpreussen. Østpreussen blev allerede i middelalderen, grundlagt af den tyske
ridderorden og blev senere indlemmet i det Preussiske kejserdømme. Rent geografisk var området adskilt
fra det øvrige Preussen af den såkaldte polske korridor.

Indgangsportalen til hovedstutteriet Trakehnen
I stutteriets storhedstid var der en bestand på mere end 300 avlshopper, som blev selekteret for deres
egenskaber som rideheste. Hopperne blev afprøvet på jagter i terrænet omkring hovedstutteriet, som
omfattede mere end 10.000 tdr. land. Hingstene blev afprøvet på en særlig prøvestation.
I slutningen af 1700-tallet blev der indkrydset en meget stor andel araberblod og engelsk fuldblod i racen
(nær ved 80 pct.) for at forbedre racens egenskaber som jagthest. Samtidig gav det en meget hurtig og
adræt officershest til kavaleriet.
Systematisk stambogsføring påbegyndtes i 1780 på Trakehnen. Omtrent samtidig blev de første
landbeskelerhingste (11 stk.) ved kejserlig ordre udstationeret i det øvrige Østpreussen for at forbedre
avlen ude i området.
Denne praksis fortsatte helt op til 2. verdenskrig, og det er ad denne vej, avlen på Trakehnen har fået så
stor betydning for racen. Der gik dog også en trafik den modsatte vej, således at enkelte virkelig gode
heste fra oplandet hentedes til stutteriet.
I 1787 begyndte man at brændemærke hestene fra Trakehnen med én elgskovl på højre lår, for at sikre
identifikation af dyrene. Dyr udenfor hovedstutteriet blev mærket på venstre lår. Først 100 år senere

udvidede man den systematiske stambogsføring til at omfatte heste fra hele det Østpreussiske område.
Denne stambogsføring var i øvrigt en udløber af den omfattende organisering af landbruget i hele det
nordlige Europa, som foregik i slutningen af 1800-tallet. Den korrekte betegnelse for racen i dag er den
“østpreussiske varmblodshest”, idet det er et mindretal af dyrene, der nedstammer i lige linie fra
hovedstutteriets avlsdyr.

Det oprindelige brændemærke med én elgskovl
I den Østpreussiske stambog, var der lige inden udbruddet af 2. verdenskrig optaget ca. 25.000 hopper. På
det tidspunkt blev racen anset for at være verdens fornemste kavaleri hest. Som konkurrencehest var den
næsten enerådende.
Østpreussens, og dermed Trakehnens, udsatte politiske og geografiske position mellem Rusland og det
øvrige Europa har gjort området til krigsskueplads ved flere storpolitiske konflikter.
Første gang under den 1. Napoleonskrig var det nødvendigt at rømme Trakehnen og leve i landflygtighed
for at redde hestene. Samtlige dyr måtte drage østpå til Rusland indtil krigens afslutning. Transporten
måtte nødvendigvis ske til fods, og en vis selektion af hestene for hårdførhed fandt sted, idet de svageste
bukkede under. Under 1. verdenskrig blev avlsdyrene sendt med tog til Schlesien i det centrale Tyskland.
Først i 1919 var alle dyrene sendt retur til Trakehnen.
Under den kaotiske afslutning på 2. verdenskrig blev nærmest hele Østpreussen rømmet, og avlshopper
blev spændt for vogne med familie og bohave og drog mod vest. Den over 1000 km lange færd, disse
hundreder af heste foretog i en af de hårdeste vintre i det forgangne århundrede, er ofte blevet kaldt
“verdens hårdeste materialeprøve”. Trakehnen blev ryddet for heste og der har ikke siden foregået nogen
avl af heste på stutteriet. Trakehnen tilhører nu Rusland, og bygningerne som findes endnu, har i en lang
årrække været forfærdelig misligholdt.
Nogle af hopperne og et antal hingste fra Trakehnen blev sendt med tog mod vest. Mange af hestene på
hovedstutteriet, og de resterende i hele Østpreussen, forsvandt under krigens afslutning. En del blev taget
som krigsbytte, men de fleste blev sikkert brugt til menneskeføde. Af de 300 elitehopper fra
hovedstutteriet kom kun godt 20 levende til Vesttyskland, og af de 25.000 østpreussiske hopper resterede
efter utrolige strabadser kun ca. 700 til genopbygningen af racen. Ca. 50 hingste blev også reddet fra
krigens hærgen.
Kun ca. 100 af de overlevende hopper var af god kvalitet. Med denne rest af verdens engang fornemste
ridehest begyndte en gruppe af utrættelige hestefolk og entusiaster at genoprette “trakehnerracen” i
Tyskland, ved hjælp af en stambogsføring, der alene godtog avlsdyr med en dokumenteret
trakehnerafstamning samt engelsk og arabisk fuldblod. For de fleste af hoppernes vedkommende bestod
“dokumentationen” i brændemærket på venstre lår, idet deres papirer var gået tabt.
Derfor stopper den kendte del af afstamningen på mange trakehnere i dag ved en stammoder fra 1945.
Heldigvis blev en stor del af de heste russerne tog som krigsbytte samlet på stutteriet Kirow i det
sydvestlige Rusland. Siden krigen har man fortsat avlen og stambogsføringen af rideheste her, og en stor
del af dyrene på Kirow er rene trakehnere af en meget høj kvalitet, der nedstammer direkte fra
Trakehnens avlsdyr. Efter koldkrigens afslutning er det i de senere år lykkedes at importere dyr fra Kirow
til Vesteuropa – bl.a. er en del heste, heriblandt et par avlshingste, kommet til Danmark.
Polen fik en del trakehnerhopper i krigsskadeserstatning i 1950, som blev sendt til stutteriet Liski, hvor
også hele unghingste årgangen fra 1943 befandt sig. Liski er krumtappen i den avl af polske rideheste,
som er foregået siden krigens afslutning, og en del af avlen er faktisk renstammede trakehnere. Den
danske trakehneravl er bl.a. opbygget på polske blodlinier, da der i slutningen af 60’erne og begyndelsen
af 70’erne importeres et betydeligt antal heste fra Polen.
Trakehneravlen er i dag størst i Tyskland, hvor den omfatter hele landet, og en hoppebestand på ca. 5000
dyr, men der findes trakehneravl i flere lande verden over. USA, New Zealand og Holland er sammen med
Danmark eksempler på lande, der har egentlige Trakehner-avlsforbund.

Trakehner-Avlsforbundet i Danmark blev oprettet i 1971 af en række avlere, som i forvejen avlede
trakehnere, blot uden et fælles forbund. Trakehneren var lige som i dag på det tidspunkt meget anvendt i
den øvrige varmblodsavl som forædler og som grundlag for avl af især gangarts stærke heste. Går man
tilbage i anerne på dansk avlede varmblodsheste, finder man i rigtig mange tilfælde både tysk og polsk
trakehnerblod, og flere af de mest kendte hingste i varmblodsavlen er rent faktisk renstammede
trakehnere.
I 1983 indgik det danske trakehneravlsforbund i et formelt samarbejde med det tyske forbund ved
ratificering af en kontrakt, der giver ensartede retningslinjer for avlen i de to lande. Trods importen af
polske trakehnere er den overvejende del af blodet i dansk avlede trakehnere i dag af tysk oprindelse,
dvs. stammer fra de få heste, der overlevede 2. verdenskrig, og som med tilførsel af engelsk fuldblod og
arabisk fuldblod dannede grundlaget for den tyske trakehner avl.
De russiske trakehnere, som i de senere år er blevet importeret, har tilført den danske avl blodlinier, der i
mere end 50 år har været adskilt fra hele den vesteuropæiske avl. Det er spændende at se resultatet af
disse importer, som er ved at vise sig på skuepladserne rundt om i landet.
Den danske trakehner fremstår i dag som en hest af en type og kvalitet, der ligger meget nær den tyske
trakehner, hvilket ikke mindst skyldes, at Tyskland, som vores nærmeste nabo og største producent af
trakehnerheste, selvfølgelig er det oplagte sted at importere avlsmateriale fra. På grund af den høje
kvalitet i Danmark går der nu også en strøm af gode dyr den modsatte vej over grænsen.

Trakehnen i det gamle Østpreussen. Rusland overtog området efter 2. verdenskrig og omdøbte Trakehnen
til Yasnaya Polyana eller Yasnaja Poliana. Königsberg blev omdøbt til Kaliningrad.